Rådets Forordning (EØF) Nr. 3911/92 af 9. december 1992 om udførsel af kulturgoder.
Rådet for De Europæiske Fællesskaber har -
under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske fællesskab, særlig artikel 113, under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2)
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (3),
og ud fra følgende betragtninger :
Med henblik på gennemførelsen af det indre marked bør der indføres regler for handel med tredjelande for at sikre beskyttelsen af kulturgoder;
i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 19. november 1990 synes det navnlig nødvendigt at indføre foranstaltninger, der kan sikre ensartet kontrol med udførsel af kulturgoder ved Fællesskabets ydre grænser;
en sådan ordning bør udformes som en forpligtelse til at forelægge en tilladelse udstedt af den kompetente medlemsstat inden udførsel af kulturgoder, som falder ind under denne forordnings anvendelsesområde; dette forudsætter en nøjagtig definition af det materielle anvendelsesområde for de omtalte foranstaltninger og de nærmere regler for gennemførelsen af dem; anvendelsen af ordningen skal være så enkel og effektiv som muligt; der bør vedsættes et udvalg til at bistå Kommissionen ved udøvelsen af dens kompetence i medfør af nærværende forordning;
under hensyn til de erfaringer, som medlemsstaternes myndigheder har opnået i forbindelse med anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1468/81 af 19. maj 1981 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne(4), bør nævnte forordning finde anvendelse i denne sammenhæng;
formålet med bilaget til denne forordning er at præcisere, hvilke kategorier, af kulturgoder der skal nyde særlig beskyttelse i samhandelen med tredjelande, men det skal ikke foregribe medlemsstaternes definition af kulturgoder, der har karakter af nationale skatte i den i Traktatens artikel 36 anvendte betydning -
Udstedt følgende Forordning:
Artikel 1
Med forbehold af medlemsstaternes kompetence i henhold til Traktatens artikel 36 forstås i denne forordning ved »kulturgoder« de kulturgenstande, der er opført i bilaget.
AFSNIT 1
Udførselstilladelse
Artikel 2
1. Udførsel af kulturgoder til lande uden for Fællesskabets toldområde kan kun finde sted mod forelæggelse af en udførselstilladelse.
2. udførselstilladelsen udstedes efter anmodning fra den pågældende:
- af kompetent myndighed i den medlemsstat, hvor det pågældende kulturgode lovligt og definitivt befandt sig 1. januar 1993
eller senere af en kompetent myndighed i den medlemsstat, hvor kulturgodet befinder sig efter lovlig og definitiv overførsel fra en anden medlemsstat eller indførsel fra et tredjeland eller genindførsel fra et tredjeland efter lovlig overførsel fra en medlemsstat til dette land.
Med forbehold af stk. 4 kan den medlemsstat, der er kompetent i henhold til stk. 1, første og andet led, (*) kræve udførselstilladelse for de kulturgoder, der er nævnt i første og andet led i kategori A. 1 i bilaget, hvis disse er af begrænset arkæologisk eller videnskabelig interesse, og såfremt de ikke stammer direkte fra arkæologiske udgravninger, fund eller arkæologiske steder i en medlemsstat, og de lovligt findes på markedet.
Udførselstilladelsen kan nægtes i medfør af denne forordning, såfremt de pågældende kulturgoder er omfattet af en lovgivning til beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi i den pågældende medlemsstat.
Den i første afsnit, andet led, nævnte myndighed retter om nødvendigt henvendelse til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, det pågældende kulturgode hidrører fra, direktiv 93/.../EØF af ... om tilbagelevering af kulturgoder der er fjernet fra en medlemsstats område.
3. Udførselstilladelsen er gyldig i alle medlemsstaterne.
4. Uanset bestemmelserne i denne artikel henhører direkte udførelse fra Fællesskabets toldområde af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, som ikke er kulturgoder i henhold til denne forordning, under medlemsstaternes nationale lovgivning.
Artikel 3
1. Medlemsstaterne sender Kommissionen en fortegnelse over alle de myndigheder, der er beføjede til at udstede udførselstilladelser for kulturgoder.
2. Kommissionen offentliggør en fortegnelse over disse myndigheder og enhver ændring af denne liste i C-udgaven af De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 4
Ved toldbehandlingen med henblik på udførsel forelægges udførselstilladelsen til støtte for udførselsangivelsen for det toldsted, der har beføjelse til at godkende denne angivelse.
Artikel 5
1. Medlemsstaterne kan begrænse antallet af toldsteder, der er beføjede til at foretage toldbehandling i forbindelse med udførsel af kulturgoder.
2. Hvis medlemsstaterne benytter sig af muligheden i stk. 1, meddeler de Kommissionen, hvilke toldsteder der har denne beføjelse.
Kommissionen offentliggør disse oplysninger i C-udgaven af De Europæiske Fællesskabers Tidende.
AFSNIT 2
Administrativt samarbejde
Artikel 6
Med henblik på anvendelsen af denne forordning finder bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1468/81 tilsvarende anvendelse, herunder navnlig bestemmelserne om, at meddelte oplysninger er fortrolige.
Foruden samarbejdet i henhold til stk. 1 træffer medlemsstaterne alle relevante forholdsregler til i deres indbyrdes forbindelser at etablere er samarbejde mellem toldmyndighederne og de kompetente myndigheder, der er omhandler i artikel 4 i direktiv 931 ... /EØF (2).
AFSNIT 3
Generelle og afsluttende bestemmelser
Artikel 7
De bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af denne forordning, herunder navnlig bestemmelserne om den formular, der skal anvendes (f.eks. model og tekniske karakteristika), vedtages efter fremgangsmåden i artikel 8, stk. 2.
Artikel 8
l. Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionen repræsentant som formand.
Udvalget behandler ethvert spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne forordning, som rejses af dets formand enten på eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstats repræsentant.
2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster, i givet fald ved afstemning.
Udtalelsen optages i mødeprotokollen; derudover har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indføres i mødeprotokollen.
Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til dets udtalelse.
Artikel 9
Hver medlemsstat fastsætter de sanktioner, der skal bringes i anvendelse ved overtrædelse af denne forordnings bestemmelser. Disse sanktioner skal være tilstrækkelig strenge til at tilskynde til overholdelse af disse bestemmelser.
Artikel 10
Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de foranstaltninger, den træffer i medfør af denne forordning.
Kommissionen meddeler de øvrige medlemsstater disse oplysninger.
Kommissionen sender hvert tredje år Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en beretning om gennemførelsen af denne forordning.
Rådet vurderer, efter at forordningen har været anvendt i tre år, om den fungerer effektivt, og foretager de fornødne tilpasninger på forslag af Kommissionen.
Under alle omstændigheder foretager Rådet hvert tredje år på forslag af Kommissionen en gennemgang og efter omstændighederne ajourføring af de beløb, der er anført i bilaget på baggrund af de økonomiske og monetære indekstal i Fællesskabet.
Artikel 11
Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende af direktiv 931 ... /EØF (1).
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 9. december 1992.
På Rådets vegne
W. WALDEGRAVE
Formand